Anmeldelse: Sommerferielæsning til de små

Sommerhøjtlæsning

Sommerferien giver ekstra tid – det betyder også, at der er tid til at tage nogle af de sværere snakke… I hverdagen kan det være svært at finde overskuddet til at forklare de lidt mere abstrakte og svært fordøjelige dele af livet på en ordentlig og pædagogisk måde. Tålmodigheden kan også have lidt svære kår i hverdagen. Når man har forklaret, at baby vokser inde i mors mave og hvordan baby får mad derinde, og storesøster så spørger, ”Jamen, hvordan er baby kommet derind?”… Ja, så kan man godt blive lidt træt indeni, fordi man skal faktisk også have lavet aftensmad – og lige den der er lidt besværlig at forklare i køen i NETTO. Så sommerferien kan være meget god til at sætte nogle af de snakke i gang. Men det er også en underlig snak at igangsætte umotiveret. Her er højtlæsning genial – bøger giver også som regel en god indgangsvinkel til det, så man har noget at tage afsæt i. Her vil vi komme med et bud på det med døden, som vi synes fungerer rigtig godt. Bogen er lidt gammel, men godt skrevet, godt illustreret og med en meget fin vinkel på døden– og eviggyldig. Den hedder Musen Malle og er tegnet og fortalt at Per Holm Knudsen i 1973 – og udgivet ved Borgen.


Musen Malle lever sammen med de andre dyr, pindsvinet, haren og alle de andre, i skoven. Her samler Malle forråd og går på opdagelse. En dag bliver Malle kørt over og bløder – men det gør ikke ondt, for Malle er død. Malle kan ikke mærke noget, fordi hun er død – derfor mærker hun heller ikke, at de små dyr spiser hende. Malle gør, at de bittesmå dyr og insekter har noget at leve af. Efter lang tid vokser der en blomst op, der hvor Malle lå. Nu sidder der en larve og spiser af blomstens blade…

Musen Malle
er en bog om både livet og døden. Bogen beskriver meget fint, hvordan alting har en cyklus og at alting hænger sammen. At både livet og døden har et helt basalt formål, som medvirker til at vi kan overleve eller bidrage til at andre overlever. Det er en smuk bog om et emne, som de fleste forældre har meget svært ved at tale om. Derfor er den god at tage til hjælpe, hvis man gerne vil tage snakken med sine børn – eller de måske selv har spurgt ind til døden. Den hjælper os forældre til at bryde tabuet. We like ☺

 

Til skolebørnene har vi også et bud på god sommerferielæsning

Dav Pilkeys første bog i serien (ud af 22) om Kaptajn Underhyler, hedder Kaptajn Underhylers eventyr – Den første heltefortælling af Dav Pilkey. Bogen egner sig både til højtlæsning for de yngste skolebørn – mest fordi den handler om to skoleelever – og til selvstændig læsning af elever, især fra 2.-3. klasse. Serien har fået en decideret ”revival” her i 2017 og er også lavet som film i år.


Kaptajn Underhylers eventyr
handler om drengene, Jimmy og Otto, som går i skole sammen. De fjoller og laver ballade sammen og kommer ind imellem i knibe af den grund. Og så har de en træhule, hvor de laver tegneserier sammen. Tegnerserierne er helte-tegneserier. Her skal det ikke afsløres hvordan, men en dag lykkes det dem at levendegøre en af tegneserieheltene, nemlig Kaptajn Underhyler.


Bogen er skrevet, så det er nemt for de fleste mindre skolebørn, og i særdeleshed for drenge, at identificere sig med de to venner. Beskrivelserne af dem og hvordan de ser sig selv og omverdenen, er nem for mange børn at leve sig ind i. At se to venner fjoller mere end de laver ballade – sådan opfatter de det i hvert fald selv. Samtidig med at de på denne måde ses lidt som nogle skurke af de voksne, får de overtaget med deres sure skoleinspektør – og får på den sjove måde selv lidt heltestatus hos de børn, der læser bogen. Illustrationerne er gode og levende, selvom de er sort/hvid. Og vennernes tegneserie bruges også inde i selve bogen, så der rent faktisk er en tegneserie i en kapitel-bog. Desuden har bogen det ret specielle ”vend-o-rama”, hvor læseren tager fat i en side og bladrer frem og tilbage hurtigt. De to billeder, som befinder sig på hver sin side bliver så levendegjort. At bogen på denne måde er (inter-)aktiv er helt sikkert også et plus. Alle de ovennævnte elementer i bogen gør, sammen med de korte kapitler, at det er en fantastisk og meget anbefalelsesværdig bog til ”den nye læser”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *