Findes den gode skilsmisse?

Måske har du læst min første beretning om mine forældres skilsmisse, og hvordan de håndterede den mere praktiske del af skilsmissen. Ellers kan du se her. Jeg vil også rigtig gerne fortælle om, hvordan de håndterede den følelsesmæssige del af skilsmissen for os børn.

Midt i mine teenage år hørte jeg første gang min mor sige; “Far sagde i telefonen at du havde en god weekend med pigerne..”. Det virker måske som en bagatel, men jeg tænkte; “Taler I også om mig, når det ikke handler om det praktiske?”. Det giver mig følelsen af, at jeg er vigtigt nok, til at de kommunikerede med hinanden. Selvom de ikke længere er sammen, så er de sammen om mig – jeg kan stadig regne med dem som mit bagland, min hær – de er ikke sammen, men de står sammen om mig. De får ikke bare samtalerne om os børn overstået, de bruger rent faktisk fælles tid på os, og de indvier hinanden i, hvad der foregår, og hvordan vi har det.

Men selvom mine forældre gik til de praktiske områder af skilsmissen på en retfærdig, positiv og voksen måde, så blev de jo stadig skilt. Vi skulle ikke længere være den familie, vi havde været. Jeg var naturligvis stadig følelsesmæssigt påvirket af processen. Også her mestrede mine forældre en så god håndtering af os børn, som muligt. For det første holdt mine forældre “den gode tone” – de kommunikerede positivt med hinanden og havde en venskabelig tilgang til hinanden. Jeg har f.eks. aldrig set mine forældre skændes. Jeg er sikker på, at de har været uenige, at de har råbt, og at der har været tårer både før og efter skilsmissen – vi børn har bare aldrig været en del af det. Og tak til mine forældre for det. Jeg kan kun forestille mig, hvordan det må være at se sine forældre være ved at rive hovederne af hinanden, når det eneste man ønsker er at blive set og få et kram.

I begyndelsen kunne de begge have en tendens til at sige; “Det er sådan din mor gør det” eller “Ja det kunne kun din far finde på”. Det er ubehageligt for barnet at høre sine forældre bagtale hinanden, og det bør aldrig finde sted. Og ubehaget fortsætter jo, for barnet bliver indirekte afkrævet at give den ene forælder ret eller forsvare den anden. På den måde er barnet fanget i at “tage parti”, at holde med den ene forælder imod den anden eller omvendt. Barnet holder lige meget af begge sine forældre, og når sådan en situation opstår, bliver det nærmest revet midt over. Det samme sker, når forældre gør deres barn til “mellemmand” eller “postbud” mellem dem selv og deres eksmand/-kone.

Fødselsdage, højtider og lignende forbinder de fleste med familietid. Prøv at imødekomme barnets ønsker. Personligt har jeg i flere år insisteret på, at til min fødselsdag bliver alle inviteret. Mor, far, lillebror, pap-/bonusforældre, pap-/bonussøskende, deres kærester og hvem der ellers hører til. Det var ikke mit valg, at mine forældre blev skilt, og derfor bør det ikke fratage mig muligheden for at have familien samlet – heller ikke selv om familien nu er udvidet til nogen, som ikke er biologiske familiemedlemmer. Indtil videre har jeg ikke hørt protester fra nogen sider af familien. I min familie gælder det fødselsdage, såvel som konfirmationer og bryllupper.

“Ligesom jeg er glad for, at jeg kan få mine fødselsdage som jeg gerne selv vil, er jeg også glad for at mine forældre fastholdt de kendte rammer.”

 

Mange hilsner Christine!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *