Au pair; Amazing Australia!

Af Line Nielsen

For et par uger siden, bragte jeg mit første gæsteindlæg her på skoleogliv. Denne her gang vil jeg fortælle om de skønne og gode oplevelser, som jeg allerede har fået i mit første halve år i Australien.

LÆS OGSÅ: Min tid som au pair i Australien

I mine første 3 måneder, hos min første ‘hostfamily’ i Clare oplevede jeg en helt masse! Australien er om noget et land, der bruger og elsker heste – heste fylder utroligt meget og min tid i Clare bød også på mange oplevelser med det flotte dyr. Nogle af de mange oplevelser jeg har fået med mig fra Clare var bla. Clare Races som er et stort hestevæddeløb, hvor alle’ dresser up’ i fine kjoler og jakkesæt. En meget u-dansk og utrolig sjov oplevelse, faktisk. Jeg nåede også at opleve det lokale Rodeo og deres kendte Gourmet weekend. Clare Rodeo er helt bestemt en oplevelse værd, og jeg har aldrig oplevet noget lignende før. Alle render rundt og ligner cowboys med deres store cowboyhatte og øl i hånden, imens de råber af rytteren, der sikker på ryggen af en tyr. Det er fuldstændig, som man ser på film.

Gourmet weekenden var også en meget sjov oplevelse – folk fra hele Australien kommer til Clare for at deltage. Konceptet er, at man kører i bus fra vinsted til vinsted og smager på alle de forskellige vine der er. Og der er mange! Clare Valley er kendt for deres vin, og det bærer deres natur også præg af. Clare er utroligt smuk. Når man kører til byen, er man omgivet af vinmarker på begge sider.

Efter mine første tre måneder flyttede jeg jo ind hos min anden familie her i Australien. Mine 5 måneder i Moranbah var meget anderledes end i Clare. Moranbah er lidt større, men stadig en lille by. Dog er Moranbah langt mere kedelig, og der er faktisk ikke så meget at lave, da byen kun eksisterer, fordi der ligger miner omkring den. Så fordi byen i sig selv ikke har noget at byde på, blev det for mig til en masse ture og oplevelser – både med familien og mine venner. I min første weekend tog jeg med nogle af de andre au pairs og så et super flot vandfald. Ud over det har jeg tilbragt en del weekends både med familien og med de andre au pairs i Airlie Beach. Sidst men ikke mindst, har jeg blandt andet haft en masse fede byture med de andre au pairs.

Familien, jeg boede hos, går meget op i fiskeri, og derfor har vi været meget ude at sejle på deres båd. Er man interesseret i at dykke eller fiske, så er Australien helt sikkert en interessant destination – her er mange flotte, farverige og kæmpe fisk! Jeg har været utroligt heldig med min anden familie, da de rejser meget rundt og oplever Australien. Under mine 5 måneder hos dem har vi været i Townsville 2 gange. Første gang var vi afsted i 1.5 uge hvilket er super lækkert! Anden gang var vi afsted i 3 dage. Første gang startede vi med at være i Townsville, hvor jeg en af dagene mødtes med min veninde Sophia, som kommer fra Tyskland, da hun boede deroppe med sin nye familie. Townsville er, efter min mening, en lækker by. Mange kombinerer deres tur til Townsville med en tur til Magnetic Island. Så det gjorde vi også. Magnetic Island er i den grad en hyggelig og flot ø, dog skal man sikre sig at vejret er godt når man tager afsted, for er det ikke det, er der ikke så meget at lave.

Vi har også været i Mackay et par gang – bare for at lave noget i weekenderne. Noget af de fedeste, vi har lavet, var da vi tog til Sunshine Coast (billedet herover). Sunshine Coast er fantastisk! Indtil videre er det mit yndlingssted. Der er så mange forskellige ting, man kan se og opleve. En af dagene mødte jeg 5 andre au pairs fra Tyskland, sammen tog vi i Australia Zoo, hvor man kan fodre kænguruer med hånden. Det var en sjov og anderledes oplevelse. Derfor glæder jeg mig også meget, til at se Sunny Coast, som det bliver kaldt, igen på min road trip.

Noget man helt bestemt også skal opleve, når man er i Australien er en af de mange bådturer der er oppe i Airlie Beach. Jeg tog den tur der hedder 3days/2nights sammen med min veninde Olga fra Finland. Vi var 25 unge afsted på båden, så man havde mulighed for at møde en masse nye mennesker. På vores tur var vi på Whitehaven Beach, som er en af de mest kendte strande i verden. Den har som det lyder af navnet, det smukkeste hvide sand. Det er lidt som et paradis-ø. Så smukt. Ud over det var vi også  ude at snorkle flere gange, og det var på denne tur jeg spottede min første skildpadde.

Australien er et fantastisk land, og det har så meget at byde på! Selv om at jeg har set meget, er jeg er nu mere end klar på at rejse rundt og opleve en masse flere spændende steder sammen med mine venner fra Danmark.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *