Kan jeg være mindre introvert?

I fredags fløj jeg til NY og 6 timer i et fly gav plads til lige at trække vejret og bare sidde og kigge ud i luften et kort øjeblik. Det gav plads til et par tanker om, hvad dette semester har gjort for mig. Det korte svar, vil være ”RIGTIG MANGE GODE TING”, men specielt en ting har jeg tænkt over i et stykke tid og faktisk bekymret mig om, siden dette semester startede.

Jeg er en introvert ung kvinde, det er der slet ikke nogen tvivl om. Jeg elsker at være sammen med mennesker, at opleve en masse ting og være i byen sammen med mine veninder – men jeg har behov for at være alene med jævne mellemrum for at ’lade op’. Jo større selskaber, jo hurtigere ryger batterierne, og jo længere tid er de om at blive ladet op igen. Da jeg første gang stiftede bekendtskab med ordene introvert og ekstrovert, var jeg overbevist om at batteritiden ville være den samme for altid – for hvem kan få sine batterier til at holde længere? Ofte bliver de vel kun svagere? Nu ved jeg, at batteritiden godt kan forandres.

Ekstroverte mennesker får energi fra, hvad der sker i verden omkring dem, de relaterer sig mest efter det ydre, mod de kollektive normer og adfærdsmønstre. Personen har brug for omgivelsernes opmærksomhed og foretrækker i reglen at tale frem for at skrive, når de skal kommunikere.Ekstroverte personer føler sig godt tilpas i udadvendte og sociale aktiviteter og trives i handling og afveksling.

Introverte mennesker relaterer sig derimod til sit eget indre, mens indtrykkene fra omverden er sekundære. Disse personer er mere tøvende i deres reaktionsmønstre, De vil helst forstå verden, før de oplever den, og tingene skal lige prøves af først på den indre tankeverden. Introverte er mest interesserede og veltilpasse, når de kan arbejde i fred og ro uden afbrydelse og behøver derfor tid til at overveje, før de handler.*

Da jegi i august måned fløj til San Diego, var min største frygt, at jeg ikke kunne få lov til at være nok alene. Det ville være naturligt at bruge lidt ekstra tid på værelset inden sengetid eller lignende, men sandsynligheden for at få et ene-værelse var lille, og sådan blev det heller. Jeg vidste hjemmefra, at jeg elsker at have en roomie; at der ikke altid er tomt derhjemme, at der er nogen jeg kan snakke med om min dag og de dage der er i vente. Alligevel var jeg også forberedt på, at det kunne blive for meget dette semester med fem roomies i stedet for en. Derfor var jeg også forberedt på at skulle ’trække mig’ fra selskabet og have aftener, hvor jeg ikke var med ude, fordi jeg ikke kunne ’overskue det’. En balance der er langt nemmere at balancere imellem derhjemme – omgivet af ens nære venner og en større sandsynlighed for at sige ja frem for nej, fordi oplevelserne kommer med større mellemrum. Frygten for ikke at være i balance med fem nye roomies og et hav at nye venner, i et land hvor vi jo skal opleve så meget som muligt, imens vi er her, var til gengæld stor. Måske var frygten også, at folk ikke ville forstå, hvorfor jeg gerne vil være alene. Netop fordi ’samfundet’ har sagt, at vi skal være sammen hele tiden – være sociale og altid have en ja-hat på. Det kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg ikke altid kan og vil have.  

Forskellen på mig og dem er, at jeg gerne vil have den filmaften alene og de gerne vil have den med andre

Nu som jeg sidder her, fem måneder senere, er tankerne er nogle helt andre. Først og fremmest har jeg indset, at selv ekstroverte mennesker behøver hjemmeaftener foran fjernsynet for at kunne slappe af. Forskellen på mig og dem er, at jeg gerne vil have den filmaften alene og de gerne vil have den med andre. Vigtigst af alt har jeg indset, at mennesker godt kan forandre sig i forhold til, hvor ekstroverte og introverte det er. Min tid i San Diego har betydet, at jeg har fjernet mig fra min dagligdag i København og har skabt mig en ny hverdag – og netop fordi alt har forandret sig, kunne  mit hverdagsmønster også ændres, i hvert fald på det her punkt. Jeg havde forventet at skulle sige nej lang oftere, forventet at jeg havde behov for langt flere ‘alene-aftener’ på mit værelse – men jeg har overrasket mig selv, og intet af ovenstående blev en realitet. Mine alene-aftener har faktisk kun været, når jeg blev nød til at fokusere på fx lektier, og dermed en nødvendighed frem for en lyst.

 

 

*Kilde: Psykolog Henrik Tingleff

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *