Farvel eller på gensyn?

Af Line Nielsen

I november skrev jeg her på Skol&Liv om livet som Aupair i Australien. Nu er der blevet sagt farvel – og forhåbentligt bliver det et “på gensyn”…

Nu begynder jeg for alvor min rejse til Australien og Asien. Nu begynder backpacker livet efter mange måneder som au pair. Det hele er kommet så tæt på så hurtigt. I dag stod jeg så i Mackay Lufthavn og sagde farvel. Farvel til den familie og de venner, jeg har tilbragt de sidste 5 måneder med. Jeg har på så kort tid knyttet tætte bånd og fået nogle helt fantastiske venner. Som au pair i netop Australien har jeg været så langt væk hjemme fra, at jeg helt naturligt har opbygget et helt specielt forhold til den familie, jeg har boet hos – og til de andre au pairs Vores au pair gruppe har været som en lille familie, hvor vi laver stort set alt sammen, snakker om alt og deler alt. Men det kan være hårdt, fordi man hele tiden skal være indstillet på at ens venner kommer og går i takt med at deres – og ens eget – ophold slutter. Derfor har jeg virkelig skulle væne mig til at sige farvel. Det gør selvfølgelig allermest ondt, når det er dem jeg er blevet tættest med,

Da jeg stod i lufthavnen og skulle tage afsked med min første familie, var det med en klump i halsen, men jeg vidste at det kun ville blive på gensyn med dem. De er fra Danmark og har netop besluttet at flytte hjem til Danmark igen.  Så når jeg er på dansk jord igen, skal jeg helt sikkert hjem og besøge dem. Hos denne familie, i Clare, fik jeg nogle helt fantastiske venner, som jeg er sikker på nok skal holde ved. Det var en meget lille by jeg boede i, og der var kun 3 andre au pairs ud over mig. En fra Tyskland, en fra UK og en fra Finland. Vi lavede utrolig meget sammen og at sige farvel til dem var bestemt ikke sjovt. Det blev dog opvejet af, at der var en stor sandsynlighed for at vi ville se hinanden igen her i Australien, og heldigvis blev det også sådan. Da jeg rejste fra Clare tilbragte jeg 5 dage med Olga fra Finland, hvor vi tog en bådtur til Whitsundays. Herudover har jeg tilbragt en weekend med Sophia fra Tyskland i Townsville. Det har været fantastisk at se ens venner igen og jeg nyder alle muligheder for det, da vi uanset ønsket aldrig ved om vi kommer til at se hinanden derhjemme i Europa.

Rejsen fra Clare var dog en smulge ambivalent. Det var hårdt at sige farvel, men med tro på at vi skulle ses igen. Samtidig  havde jeg sommerfugle i maven. Rejsen gik nemlig ikke hjem men til en ny hostfamilie. Jeg var spændt på at møde min nye familie og alle de nye au pairs der var her. Jeg flyttede til en lidt større by ved navn Moranbah, hvor der var 20 andre au pairs i forvejen. Jeg faldt hurtigt godt til både hos familien men også hos de andre au pairs og dette blev hurtigt min nye familie. I løbet af de sidste 5 måneder har jeg sagt farvel og på gensyn en del gange. Nogle af de mennesker ,jeg har sagt farvel til, ved jeg med sikkerhed, at jeg aldrig kommer til at se igen og det skaber en tom fornemmelse i kroppen. Andre gange blev jeg virkelig påvirket, fordi vi har knyttet så tætte bånd over så kort tid. Det har været intenst men helt fantastisk. Vi lover dog altid hinanden, at vi skal holde kontakten og alle de helt store rejserplaner bliver delt på kryds og tværs.

Nu er det dog blevet mit sidste farvel. Det var intet mindre end forfærdeligt. Jeg har på så kort tid fået det mest fantastiske forhold til de børn jeg passer. Jeg holder utrolig meget af dem, og det her farvel har gjort virkelig ondt. Vi ved ikke, om vi nogensinde kommer til at ses igen. Jeg kan kun håbe og tro, men uanset hvad, vil der gå lang tid før vi ses igen. Det var virkelig ikke et sjovt farvel. Som ved så mange andre ‘farveller’ fulgte der et par dejlige hilsner med fra familien, og deres ord gjorde ikke afskeden minde svær. Der vil gå lang tid før savnet begynder at aftage igen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *