Har du læseglæde?

Har du læseglæde?

At læse er rigtig mange forskellige ting. Personer som Oprah Winfrey taler om, at uddannelse er det allervigtigste; “Knowledge is power” siger man. Og for at få viden skal man som regel kunne læse. Derfor er der også meget fokus, blandt andet hos danske børn, på sproget og læse-evnerne. Børn i daginstitutioner sprogtestes og i skolerne taler man om nationaltests som går på bl.a. læsning.

På Skole&Liv er vi glade for, og store fortalere for at læse. Og derfor sætter vi også gerne, på forskellige måder, fokus på læsning. Vi synes dog også, at det er vigtigt at holde fast i, at læsning er rigtig mange forskellige ting. Alle de ting er fantastiske, men de er også forskellige. Desværre sker der sommetider en skævvridning hos børn og unge, så læsning kun handler om pligt – og så forsvinder den ellers gode læseglæde. Og med denne muligvis lyst til læring.

Vi vil derfor gøre vores for at bringe læseglæden tilbage!

Alle de ting læsning kan være

At læse kan være alt fra at tjekke en bon, læse avis eller et brev fra banken til at læse undertekster på en god film, læse Anders And blade eller en fantastisk spændende krimi. Alle disse læseoplevelser og mange mange flere er enten vigtige, eller noget der kan give fantastiske og specielle oplevelser. Overordnet set kan man sige, at der findes tre læse-kategorier eller 3 årsager til at læse.

Praktisk læsning; hvis man skal læse på skilte for at finde vej, hvis man skal læse en opskrift eller brugsanvisning. Dernæst er der fakta-læsning, som naturligvis går på at læse for at få viden. Det kan fx være en fag-bog i skolen, et atlas for at blive klogere på hvor lande ligger i forhold til hinanden eller en avis for at blive mere vidende om, hvad der foregår rundt om i verden. Den tredje kategori er underholdning – at læse for at blive underholdt. Det er den slags læsning, der kan give deciderede læse-oplevelser. Den form for læsning kan fx være blade, magasiner, romaner eller tegneserier.

Man sagde, at ‘bogen vil uddø’ men det er den jo bestemt ikke, snarere tværtimod. Men mange børn og unge i dag, i modsætning til deres forældre som læser mange krimier og selvbiografier, bryder sig bestemt ikke om at læse og vil næsten gøre hvad som helst for at undgå det. Hvordan kan det mon være?

LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: “Sådan overlever du livet”

Emilia van Hauen udgav i 2017 bogen Succestyranniet som bl.a. handler om, hvordan vores samfund og kultur er blevet et decideret succestyranni. Det er ganske muligt, at en af grundene til, at børn i dag ikke holder af at læse er, at vi vænner os til at alting går stærkt i vores digitale verden – og det gør læsning jo ikke. Samtidig er der, meget i dag som handler om at præstere med det formål at skabe succes. Vi taler sjældent med børn om læsning som noget nydelsesfuldt, en oplevelse eller som underholdende. De fleste voksne, der taler med deres børn om at læse, taler om at det er vigtigt, at de skal blive gode til det og at det nødvendigt at være god til at læse. Præcis ligesom vi taler med teenagere om, at det er vigtigt, at de tager en lang uddannelse, at de hurtigt finder ud af hvad de vil, at de skal klare sig godt på deres ungdomsuddannelse, så de kan tage den lige vej til deres karriere og så videre og så videre og så videre.

Det er fakta-læsningen og præstationen i at være en god læser der fylder, når vi taler med børn om at læse. Men læsning er så ufatteligt meget mere og det kan være fantastisk. Vi bør tale med børn om, og endnu vigtigere vise dem, at mange af de gode film og serier, som de holder af, egentlig er bøger. Lad os nævne i flæng; Ronja Røverdatter, Kaptajn Underhyler, Narnija, Junglebogen, Vildheksen, Harry Potter og mange flere. Lad dem også selv opleve, hvor virkningsfuldt og praktisk det er at kunne læse vejskilte når I kører bil, indkøbssedlen når I handler – og læse for yngre søskende.

Men nok vigtigst; “Show them – don’t tell them”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *