Hvad er det værste der kan ske?

Hvad er det værste der kan ske?

Eksaminerne nærmer sig, og det giver for nogen anledning til nervøsitet og eksamensangst. Den bedste måde at komme det til livs er naturligvis, at du forbereder dig så godt og meget som du kan inden eksamen. Måske kan du få hjælp af familie, venner, kæreste eller studiekammerater med de fag eller emner, der gør dig mest nervøs. Når dette er sagt, kan det også hjælpe at sænke forventningerne til dig selv lidt. spørg dig selv: “Hvad er det værste, der kan ske, hvis jeg ikke klarer denne eksamen så godt?” Det kan du sikkert hurtigt svare på! Du vil sikkert sige noget ligndende; “jeg får en lav karakter” eller “det betyder, at jeg ikke får ikke det gennemsnit jeg har brug for!”

Nu er det du skal spørge dig selv en gang til: “og hvad er så det værste, der kan ske ved det?”

Det er korrekt, at hvis dit dit gennemsnit bliver for lavt, så ender du muligvis med ikke at kunne søge ind gennem kvote 1 på dit drømmestudie. Men så kan man jo sige, at det er heldigt, at man kan prøve gennem kvote 2. Måske opdager du så i mellemtiden, at der er andre veje, du kan og vil gå… måske endda bedre eller mere interessante veje.

Er du helt fast besluttet på, hvad du vil uddanne dig til, må du spørge dig selv, “hvad er det værste der kan ske ved, at jeg ikke får netop denne uddannelse?”. Er det virkelig sådan, at du så ikke kan få dit drømmejob? Sandsynligvis ikke. Ofte er det jo sådan, at en akademisk  uddannelse ikke per automatik medfører en specifik titel på arbejdsmarkedet efterfølgende. Det betyder, at du kan vinkle din uddannelse, som du ønsker og tage en overbygning, som fører i en bestemt retning. Dermed er det faktisk oftest muligt, at komme til at arbejde med det, du interesserer dig for og gerne vil alligevel – bare på en anden måde og måske med en anden titel. Men bliver du virkelig mindre lykkelig af den grund?

Tænker eller føler du sommetider; “jeg skuffer andre ved at få en dårlig karakter”? bør du overveje, om det nu i virkeligheden er tilfældet. Din familie og det meste af din omgangskreds vil dig helt sikkert dig det bedste. De ønsker for dig, at du får gode karakter, en god uddanelse og i fremtiden dit drømmejob. Men de bliver sandsynligvis ikke skuffede, fordi du ikke får høje karakterer, tager en anden uddannelse end udgangspunktet var – eller ender med et andet job i sidste ende! Ville du selv blive skuffet over, at nogen i din familie eller omgangskreds fik en lav karakter? Eller ønsker du dem bare, at de har det godt og er glade?

Der er også muligheden, at du tænker “jeg skuffer mig selv, hvis jeg ikke får en god nok karakter”. Det er en hel reel tanke at have. Men der er stor sandsynlighed for, at den bunder i noget af det ovenstående. Måske bliver du skuffet, fordi du gerne vil bevise overfor dig selv, at du godt kan. Eller måske vil du gerne bevise overfor en klassekammerat, at du er værd at være i gruppe med. Dine tanker er kommer et sted fra, og hvis du gerne vil være mindre nervøs til eksamen, må du tænke på hvorfor tankerne er opstået.

Hold fast i denne tanke; Hvis du gør alt hvad du kan for at eksamen skal gå godt, hvorfor bliver du så skuffet? At gøre sit bedste, kan man bestemt være stolt af – man kan jo faktisk ikke gøre mere end sit bedste!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *