Interview; “Don’t do drugs!”

Det er sommer. Sommer betyder eksamen. Men sommer betyder også vogntur, studentergilder og fejring af andre færdiggjorte uddannelser, festival, sommerferiejob, mere festival og byture til den tidlige morgen hvor man ser solen stå op. Det betyder også, at mange ser frem til et sabbatår med rejser og andre oplevelser. Et par af disse ting kan for mange unge involvere mødet forskellige former for stoffer. Derfor sætter vi spot på, hvad et sabbatår med et møde med fx Ecstacy kan betyde.

Vi har talt med Line Risberg, som netop prøvede Ecstacy første gang, da hun arbejdede i England, da hun som ung student tog et sabbatår. Line Risberg er 42 år og oprindeligt uddannet multimediedesigner. I dag arbejder hun dog med at som crossfit-instruktør, ligesom hun er box-chef ved Puls 180 – og så holder hun en masse foredrag om sine oplevelser med at prøve stoffer som ung kvinde.

Line, hvornår og hvorfor prøvede du stoffer første gang?

»Første gang jeg tog stoffer, var det en kvart Ecstacy-pille til en undergrunds-raveparty i et nedlagt teater i London… i 1996. Det var sådan rigtig undergrunds-agtigt. Jeg havde en australsk kæreste og nogle rejsekammerater, som tog Ecstacy, og jeg blev så tilbudt denne kvarte pille. Jeg var jo en god og dygtig pige, som altid havde gjort alting korrekt. Jeg passede min skole, fik gode karakterer, ventede med at rejse til efter gymnasiet, var ansvarlig og så videre. Så jeg tænkte, hvad er det værste der kan ske – det er en kvart uskyldig pille, alle de andre gør det. Mit billede af mennesker med misbrugsproblemer dengang var stiknarkomaner på gadehjørner – ikke min kæreste og heller ikke mig selv, efter en kvart pille.«

Hvordan var oplevelsen af den kvarte pille så?

»Det var fantastisk! Det var simpelthen det vildeste og mest fantastiske, jeg nogensinde havde prøvet. Alting opleves tusinde gange mere intenst. Jeg var hooked første gang!« Da jeg beder Line beskrive lidt mere præcist, hvad det er, der er så fantastisk, siger hun, »jamen det er decideret ubeskriveligt. Det er noget med at alt, samværet med andre mennesker, musikken, kroppen, sanser – alt opleves tusinde gange mere intenst.«

Hvad sker der efter denne første oplevelse med ecstacy?

»Der går nogle uger, hvor vi fortsat rejser rundt og arbejder undervejs. I England er det landbrugsarbejde, vi laver. Efter et par uger med arbejde, er der igen råd til at feste, og så går vi i byen, hvor jeg igen tager ecstacy. Og sådan fortsætter det.«

Hvorfor længe bliver det ved på den måde?

»Jeg fortsætter på den måde med tre fester. Efter det rejser jeg hjem til Danmark. Kort tid efter jeg er kommet hjem til Danmark, rejser jeg dog videre til Tunesien – og derefter til Sydafrika. Efter et par måneder i Sydafrika rejser jeg med min kæreste til Australien. Under vores ophold i Sydafrika var jeg til 6 fester med ecstacy. Men i Australien tager jeg ikke ecstacy, da jeg bliver syg. Jeg udvikler simpelthen panikangst, og det kræver ro. Der var heller ikke længere den store vennegruppe af rejsekammerater. Angsten udvikler sig faktisk allerede i Sydafrika.«

Jeg spørger, om Line ikke overvejer, at angsten netop kommer af stofferne. Line forklarer, at hun dengang konkluderer, at angsten ikke kommer af stofferne. »Jeg tænker, tværtimod, at det er det travle rejseliv, der har gjort mig syg. Og derfor rejser jeg med min australske kæreste til Australien – med det formål at få lidt ro og skabe en hverdag igen. Men angsten stopper ikke i Australien – tværtimod.«

Jeg beder Line forklare, hvilke symptomer, hun udvikler efter at have taget stoffer i noget tid.

»Jeg udvikler en voldsom panikangst og en voldsom stress. Jeg får faktisk også en depression, som jeg dog selv beslutter nok er en vinterdepression, fra da jeg tilbragte nogle måneder i Danmark i løbet af vinteren, Til trods for måneder i Sydafrika og Australien, kalder jeg det i Australien stadig en vinterdepression, i stedet for at anerkende, at det faktisk er en regulær depression. Jeg udvikler også nogle tvangstanker, som går på… ja det er ikke forfølgelsesvanvid men noget der minder om. Det handler om, at jeg føler, at der hele tiden er nogen lige ved siden af mig eller bag ved mig. Det er skræmmende. Og så får jeg faktisk også nærmest en meditativ dagdrøm om, at min familie vil forstå det, hvis jeg begår selvmord, for jeg har det jo så slemt på grund af min depression. Jeg får også et stort koncentrationsbesvær og min evne til at være nærværende glipper. Det betyder, at jeg holder mig meget for mig selv, da jeg gerne vil dække over det… Og det forværre naturligvis min depression…« 

Hvad har stofmisbruget, på sigt, betydet for din sundhed?

»Det har, for det første, jo medført depression og angst. En depression og angst, som er decideret invaliderende, blandt andet i forhold til relationer og selvværd. Den medicin, der skal hjælpe på det, har betydet en stor overvægt, psoriasis og at der i kroppen ophober sig væske, så min hud udvider sig og jeg får strækmærker. Især da jeg var yngre betød det meget for mig. Det har også betydet, at jeg har problemer med de signalstoffer, som fortæller min hjerne, at jeg er mæt. Derfor er jeg nødt til at være meget struktureret omkring mad, væske og søvn – det kommer ikke til mig af sig selv. Min hukommelse skal fortsat genoptrænes bl.a. ved hjælp af musik, foredrag og sport – alle de tre ting kræver nemlig mange gentagelser. Jeg har også måtte tage en svær beslutning om ikke at få børn, da min medicin kan have alt for voldsomme konsekvenser for et foster…«

Hvis du kigger tilbage til dengang i 1990’erne, hvad ville du ønske, at du havde vidst dengang?

»Jeg ville klart ønske, at jeg havde vidst, hvor store konsekvenser det ville kunne have… at min hukommelse blev så dårligt, at en anden uddannelse nærmest ikke er mulig for mig, at jeg måtte fravælge at få børn, min psoriasis…«

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *