Interview: “Jeg savner softice og regnvejr”

Rikke Shira Tal på 41 år, som oprindeligt kommer fra Egebjerg ved Horsens, bor i dag i Jerusalem. Rikke er oprindeligt uddannet fysioterapeut. I dag arbejder hun dog som indretningsarkitekt, hvor hun blandt andet designer køkkener. Rikke er gift med Asaf og har 3 børn på henholdvis 5, 7 og 11 år.

Rikke, hvordan er du endt i Jerusalem?

»Ja, det er vist den klassiske historie,« siger Rikke smilende, da jeg nævner noget med kibbutz. »Jeg var volontør i en kibbutz i 1995-96. Jeg var rigtig glad for at være i kibbutzen, og jeg besluttede derfor hurtigt, da jeg var hjemme i Danmark igen, at jeg ville tilbage. Anden gang jeg rejser herned, bliver jeg frivillig på et hospital i Jerusalem. Vi skriver på det tidspunkti 1997-98. Jeg bliver kærester med Asaf, som i dag er min mand. Men jeg ender alligevel med at rejse hjem til Danmark for at læse til fysioterapeut i København. Efter i årevis at have haft et ’on/off-forhold’, Asaf og jegbeslutter , at det skulle være os…  det skulle være dét. Så da jeg er færdiguddannet som fysioterapeut, rejser jeg direkte herned og bliver boende. Asaf kommer fra Jerusalem og derfor blev det lige præcis her.«

Hvordan har dit liv i Jerusalem formet sig?

Rikke er stille et kort øjeblik, griner så og siger »Puha! Det er et stort spørgsmål. Da jeg kom tilbage hertil, følte jeg mig hjemme… min mand, Asaf, havde været på en klinik og fortalt dem på klinikken, at jeg ville komme herned et par måneder senere. På klinikken havde de sagt, ”så send hende hertil”. Og da jeg så kommer herned og tager ind på klinikken, fortæller de mig med det samme, hvad jeg skal gøre for at få jobbet. Jeg har ikke på noget tidspunkt haft problemer med at finde arbejde… Jeg har nok altid oplevet, at dørene har stået åbne for mig – jeg har ikke skullet kæmpe, hverken for at få arbejde eller falde til. Det er altid foregået meget naturligt.«

»Mennesker hernede spørger oprigtigt ind til én og ens situation. Jeg oplever, at folk har stor interesse for mig, hvem jeg er og hvad jeg kan. Jeg er også selv et meget åbent menneske, og man kommer nemt i tale med folk her i Jerusalem – i bussen, hos købmanden og alle mulige andre steder. Der er mange ting, der er anderledes hernede i forhold til i Danmark, men jeg føler mig meget godt tilpas. Jeg har aldrig prøvet at have hjemve eller lignende… Jeg studser stadig efter 17 år over, hvor nemt man falder i snak med folk i Jerusalem.«

»Hmm, i forhold til det med, hvordan livet former sig, så tror jeg ikke, at det er meget anderledes end det ville have været i Danmark. Jeg er blevet gift og har fået børn… Mit liv er i hvert fald ikke meget anderledes end mine danske veninders liv. Det, der trods alt nok adskiller sig en del er, at unge mennesker hernede søger dertil, hvor familien er. Og det betyder jo fx, at bedsteforældre hjælper meget til i børnefamilierne, fordi de er så tæt på hinanden. Jeg er ikke selv vokset op med at have familie i samme by, som vi boede i. Sådan er det altså klassisk her. Det betyder naturligvis også, at nå bedsteforældrene bliver gamle, så hjælper vi unge til hos dem… Så den forpligtelse er selvfølgelig en anden, end jeg er vokset op med i Danmark.«

Hvad betyder det så for dig at have familien så tæt på?

»Jeg er meget, meget taknemlig. Børnene ser jo deres bedsteforældrene meget. Og både min mand og jeg er også dybt taknemlige for al den hjælp, som vi har fået igennem årene. Selvfølgelig kan det fra tid til anden være lidt svært, hvis man har behov for privatliv. Men der er helt klart en positiv overvægt i det at have familie så tæt på.«

Hvad holder du særligt af ved Jerusalem?

Rikke udbryder med glad stemme, »Det er en vildt smuk by! Den er sådan… hvad kalder man det på dansk? Altså ’picturesque’! Når jeg kører på arbejde om morgenen, kan jeg kigge ud over hele byen og ofte mister jeg helt pusten, fordi byen bare er så smuk.«

»Jeg holder også utroligt meget af, at den er så multikulturel. Her er mennesker fra hele kloden – det gælder sådan set hele Israel, men det er i særdeleshed Jerusalem… Her er simpelthen alle folkeslag og alle religioner. Det giver en stor tolerance. Og jeg oplever det særligt hos mine børn. De er simpelthen vant til alle slags mennesker og alle slags religioner – der er ikke noget, de studser over eller synes er mærkeligt – de bliver meget åbne af at vokse op i denne by.«

Hvad savner du fra Danmark?

Næsten inden spørgsmålet er stillet færdigt, kommer det prompte fra Rikke, »Den danske skolekultur!« Men herefter har hun lidt svært ved at finde de rigtige danske ord. Efter at have bekræftet Rikke i, at det er ok at sige det, hun tænker på, på engelsk, kommer det frem, at det er det høje pædagogiske niveau, som danske skolelærere har. Den didaktik, der er i spil i den danske folkeskole og den skolekultur, vi har. Rikke fortæller; »I Jerusalem er man interesseret i Danmark og den danske folkeskole – og undervisningsformen i Finland, men man kommer ingen vegne. Man hænger i stedet fast i ’multiple choice’ og udenadslære. Og så er skolerne for små. Der er problemer i forhold til lokaler i fag som gymnastik.«

Det er tydeligt, at Rikke savner den danske folkeskole – mest på sine børns vegne. Hun savner den selvstændige tankegang, som dansk skoledidaktik afstedkommer. Den innovative og problembaserede læring, som gør, at børnene kan se formålet med læringen.

Når du tænker på Danmark – hvad tænker du så på?

»Soft ice og regnvejr,« griner Rikke. »Jeg bliver varm om hjertet – det er jo mit fædreland… Men jeg har heldigvis mange danske venner i Jerusalem.«

Hvad tror du, at dine børn tænker om Danmark?

»Jeg ved, at de er ellevilde med Danmark, især fordi det er ensbetydende med mormor og morfar… og at komme ud at flyve i sommerferien. Men jeg ved også, at de synes, at det er et koldt land.«

 

1 kommentar

  1. Hvor kunne jeg genkende mange ting😍I 82 flyttede jeg til Israel det var en mærkelig følelse at komme til Jerusalem følte at jeg var kommet hjem selv om jeg aldrig havde været der♥️boede først i kibbutz i 6 måneder ♥️3 år i Eilat og ca 3 år i Jerusalem♥️arbejdede på hotel og på hospital ♥️det jeg Savnede fra Danmark var aviser og lakridser og årstiderne🌞🌤⛈️☔☃️♥️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *