Derfor skal du glæde dig til at gå i 10.klasse

Vi har den seneste måneds tid haft en del fokus på, hvorfor forskellige elever – eller tidligere elever – har været glade for deres valg af ungdomsuddannelse. Det er naturligvis gjort ud fra tanken om, at vores læsere kan bruge disse beretninger til bekræftelse af deres valg eller fravalg. Efter HTX, STX, HF og HHX er turen kommet til 10. klasse. Vi har talt med Mathias Bergstrup på 17 år om, hvorfor han har været rigtig glad for at bruge et år i 10. klasse, hvor han gik på 10. klasse Center Køge. Mathias var meget skoletræt efter 9. klasse  – og selvom han har valgt et sabbatår fyldt med arbejde og en længere rejse til Sydamerika, har 10. klasse helt sikkert hjulpet på glæden ved at lære.

Mathias, nu har du brugt et år i 10. klasse – hvad skal dit sabbatår bruges til?

»Jeg har lige fået job som salgskonsulent i en online markedsføringsvirksomhed. Det er jeg rigtig glad for. Ideen er, at jeg skal spare penge sammen til en rejse og undervisning i Sydamerika… i hvert fald Costa Rica.«

Hvorfor valgte du at tage 10. klasse i stedet for, som de fleste andre, at fortsætte direkte med en ungdomsuddannelse, fx en gymnasial uddannelse?

»Jeg var ikke klar til at ’gå videre’ – det som vejlederne kalder uddannelsesparat. Jeg var ikke klar til mere ’væg-til-væg-skole – og jeg var slet ikke klar til at vælge, hvilken retning jeg skulle bevæge mig i. Så det var fedt med et år til både at overveje og have det sjovt, imens jeg også lærer noget og får erfaring.«

 

Hvordan var underviserne og undervisningen?

»Underviserne var helt fantastiske og super-nemme at tale med – på en måde jeg ikke har oplevet før. Jeg havde i hvert fald oplevelsen af, at de faktisk havde lyst til deres arbejde og gerne ville os elever. Og det skinnede selvfølgelig også igennem i undervisningen. Derfor fik jeg i løbet af året også styr på en hel del faglige ting, ud over at min skoletræthed blev en hel del mindre… Så selvom jeg tager et sabbatår nu, har jeg langt mere mod på og lyst til at tage en uddannelse, end jeg havde for et år siden.«

Hvordan var det sociale liv og sammenholdet i 10. klasse?

»Helt klart det bedste sammenhold, jeg har oplevet på nogen som helst skole. Ligesom lærerne havde lyst til at komme på arbejde og undervise os elever, havde vi i klasserne – og på kryds af klasserne – en glæde i forhold til at komme i skole.. og et rigtig stærkt sammenhold, hvor man talte hinanden op i stedet for ned…«

Hvad har været den største forskel på 9. klasse og 10. klasse?

»Kortere dage og bedre undervisning! Undervisningen og læringen fik en helt anden kvalitet, for mig at se. Selvom dagene var kortere, lærte jeg langt mere, fordi det var mere kvalitet og mindre spildtid – jeg var motiveret og lærernes lyst til undervisningen smittede af på mig.«

Har du oplevet nogen problemer eller udfordringer i forhold til at tage 10. klasse?

»Overhovedet ikke – på ingen måde. Det har været det bedste år i hele min skoletid.«

Hvad har været de bedste oplevelser ved at tage 10. klasse?

»Jamen, det har været det, der har skabt og støttet det gode sociale sammenhold i klassen. Først og fremmest var det intro-dagene, som var godt tilrettelagt og fik os godt fra start. Derudover har det været de ture, vi har været på med vores klasser – og så de projekter, vi har arbejdet på i vores valgfag. Jeg tror også, at min mindre skoletræthed blandt andet kommer af valgfag, jeg har haft interesse for at at arbejde med.«

Hvad skal fremtidige 10.klasses-elever glæde sig til?

»De skal helt klart glæde sig til et fantastisk sammenhold og rigtig gode forhold til deres lærere.«

 

2 kommentarer

  1. Som forældre til en 10-klasseselev på samme skole, kan jeg kun nikke genkendende til artiklen. Om det forholder sig ens på alle skoler, er jo svært at sige. Jeg tror en fordel for mit barn var, at de rent fysisk var et andet sted. At det ikke bare var et andet klasselokale, men et nyt sted med en ny start. Det betyder meget. Og når ledelse og lærere på 10. klassetrin møder eleverne der hvor de er, og møder dem som ansvarsfulde unge voksne, sker magien.

    1. Author

      Tak for din kommentar, Joan. Det er dejligt at høre, at andre kan nikke genkendende til den positive historie, vi har bragt. Vi er glade for, at du læser med og kan kende dig og din søn i et af vores interviews.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *