Skole&Livs Børneudgave af Sommerferiens ‘must read liste’

Vi har, ligesom sidste sommer, lavet en liste over “sommerferiens bedste bøger” for børn. Denne liste retter sig primært mod børn i alderen 9-12 år. Det betyder bestemt ikke, at andre børn eller forældre ikke kan læse bøgerne. I år har vi følgende bøger på listen:

Magnus Chase og de nordiske guder – Kampen om sommersværdet

Richard Russel Riordan, bedre kendt som Rick Riordan, er skaberen bag figuren, Magnus Chase, og den bogserie, som handler om Magnus Chase og hans eventyr med de nordiske guder. Rick Riordan er kendt for, på sin egen særegne måde, at sammenblande spænding og humor – og det gælder også historien om Magnus Chase og de nordiske guder, mere specifikt i bogen Kampen om sommersværdet. Vi kan varmt anbefale både 1’eren og 2’eren i denne bogserie, især hvis man er til spænding og et godt grin.

Elmer Baltazar – Rejsen til Arkadia

Elmer Baltazar – Rejsen til Arkadia er en fantasyroman til børn. Elmer skal lave gruppearbejde med klassens nye elev, Emmy, som han går hen og bliver lidt mere glad for, end han vist selv vil indrømme… Ipad’en, som de skal bruge til gruppearbejdet, viser sig at fungere som en portal til landet Arkadia. Desværre ender Emmy, via ipad’en, i Arkadia. Elmer må redde Emmy hjem igen, så han må også til Arkadia… Tobias Bukkehave, som står bag fortællingen om Elmer, Emmy og Arkadia, har skrevet en meget underholdende og spændende børne-roman, som både børn og voksne bliver underholdt af. Bogen er velskrevet og medrivende. Også denne bog egner sig fortrinligt til sommerferielæsning, hvor man har ekstra tid og kan læse flere kapitler ad gangen, så man med god samvittighed lade sig rive med uden dårlig samvittighed over den sene sengetid.

Robinsamse – og rejsen til jordens indre

Robin og Samrita er Youtube-kæreste-og-makkerparret, som ud over deres Youtube-film også laver shows og skriver bøger. Denne bog bygger på de personer, som deres seere allerede kender – deres livretter, indbyrdes stående vittigheder, reaktionsmønstre og så videre. Men om man kender dem fra Youtube eller ej, kan man sagtens more sig over deres historie i bogen, som er et miks af den ‘virkelighed’ man kender dem fra og vi alle lever i – og så den sjove fantasi-rejse, som bogen byder Robin og Samrita. En sjov og nem bog, som de fleste børne sagtens selv kan læse.

Supersaurus – Raptorer i Paradis

Supersaurus bog-serien består ind til videre af to bøger på dansk. Forfatteren Jay Jay Burridge har formået at skrive en rigtig spændende historie, som henvender sig til især tweens. Hovedpersonen i den første bog Beatrice er 11 år gammel, og en ung læser på 11 år vil kunne genkende sig selv i hende på mange punkter. Ligesom med Elmer Baltazar – Rejsen til Arkadia finder vi det befriende, at det er henholdsvis Emmy og Beatrice, der er omdrejningspunktet for spændingen. Beatrice rejser nemlig med sin familie til en verden, hvor dinosaurerne stadig findes, og læseren kommer med på en rejse, hvor man får lov til at opleve dinosaurerne helt tæt på… Ikke mindst hvis man gør brug af den gratis app, der medfølger bogkøbet! Appen højner bidrager helt sikkert stærkt til børnenes læseoplevelse ved lige denne bog.

Minecraft – Øen

Vi har tidligere anmeldt Minecraft – Øen af Max Brooks. Du kan læse anmeldelsen her. Max Brooks, som tidligere har skrevet blandt andet World War Z bøgerne, har skrevet den første fiktionsfortælling med udgangspunkt i minecraft-universet. Det er en velfortalt moderne version af Robinson Crusoe, som både store og små kan nyde godt af – også i samvær med hinanden ved højtlæsning.

Hundemand af Dav Pilkey

Dav Pilkey, som nok er mest kendt for den utroligt succesfulde serie om Kaptajn Underhyler, har begivet sig ud i historien om Hundemanden. For de fleste voksne lyder det måske lige ‘syret’ nok, at en politibetjent og hans politi-hund bliver sammensat til en ‘hundemand’. Ikke desto mindre, så ligger langt de fleste børn i alderen 8-10 fuldstændig knust af grin, når de enten selv læser bøgerne eller får dem læst højt af voksne. Han kan noget, ham Pilkey – med børnehumor!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *