Debatindlæg; “Det er svært for et ungt menneske som mig, der ikke passer ind i ‘mainstream-kassen’!”

Af Laura Philippa Stein Larsen


”Hvad skal du så nu?”
 – Det spørgsmål bliver man som ung stillet uendeligt mange gange, når man står midt imellem valgene af uddannelser og man har hele voksenlivet foran sig. Dog er det ikke et spørgsmål, vi alle har svaret på. Jeg blev student i 2015 og gik da mit første sabbatår i møde uden at vide, hvad det skulle byde på. Jeg havde ikke fundet mit drømmestudie og vidste egentlig heller ikke, hvordan jeg skulle finde frem til det. Med huen på hovedet følte jeg mig som en fri fugl, og jeg så verden som værende fuld af muligheder. Dog gik der ikke længe fra, at jeg havde lagt studenterhuen på hylden til jeg blev mødt af virkeligheden og de mange spørgsmål, jeg nu skulle tage stilling til. Hvad var min plan, hvad skulle der ske som det næste, hvad ville jeg gerne være? For mig var det spørgsmål, der var enormt overvældende at stå overfor, og jeg følte det som et stort pres, fordi jeg ikke kendte svarene. Det er et pres, jeg tror de fleste unge kender til, og som er svært ikke at lade sig påvirke af. For hvordan kommer man frem til, hvad man ønsker at arbejde med hele sit liv uden at lade sig styre af de ydre påvirkninger – og måske ende med at lade dem tage valget for en?

Når vi unge danskere har færdiggjort folkeskolen, bliver der pludselig lagt et stort ansvar for vores egen uddannelsesvej på os. Med ansvaret følger nogle forventninger fra både samfundet og vores omgivelser om, at vi påtager os dette ansvar og tager stilling til, hvilken vej vi vil gå. Vi er på mange måder enormt privilegerede i forhold til at have så mange muligheder, når det kommer til uddannelser. Men på samme tid er vi også omgivet af en masse normer for, hvad der er rigtigt og forkert at gøre. Vi ved fx hvilke karakterer der er bedst at få og hvilke uddannelser og jobs, der giver anerkendelse. Samfundet fortæller os, at det er dette, vi skal gå efter, og at vi hurtigst muligt skal igennem uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet.

Vores samfund er indrettet efter effektivitet, hvor vi hele tiden arbejder hen mod et mål med tiden som vores værste fjende. I folkeskolen arbejder vi hen mod at skulle på gymnasiet, og i gymnasiet arbejder vi hen mod helst at skulle på universitetet. Vi ved, at mere end to sabbatår anses som for meget, og derfor planlægger vi vores tid så nøje for at få mest muligt ud af den. Jeg mener, at effektiviteten dræber vores kreativitet, vores drømme og vores mulighed for at leve i nuet. Vi når knap nok at trække vejret imellem vores uddannelser, før vi skal tage stilling til det næste.

Og det siger jo sig selv, at ikke alle kan passe ind i denne boks. Jeg er selv en af dem. Jeg er 23 år, har haft tre sabbatår og er endnu ikke gået i gang med en videregående uddannelse. Når jeg ser tilbage på de sidste tre år, vil jeg rettere betegne dem som erfaringsår, for de har netop givet mig en masse af erfaring og læring omkring mig selv og livet. Jeg har været ude at rejse, først for fornøjelsens skyld, senere for at fordybe mig i mit indre og uddanne mig inden for en holistisk træningsform. Jeg har haft et deltidsjob, der senere blev til et fuldtidsjob som bestyrer i en tøjbutik. Jeg har givet mig selv tid til blot at nyde at være til og vigtigst af alt at finde frem til hvilken vej, der er den rette for mig. Intet af det, jeg har lært de sidste tre år, kunne jeg have lært i et klasselokale eller læst mig til i en bog. Jeg mener absolut, at erfaring er lige så værdifuldt som uddannelse. Men den overbevisning er vores samfund desværre ikke indrettet efter, og derfor er det ikke smertefrit at gå imod strømmen. Jeg føler, at der er en masse skam forbundet med ikke at vide, hvad man vil… Ikke at have lagt en plan for sin uddannelse og sit liv. Når jeg bliver spurgt ind til, om jeg studerer eller hvad jeg laver, så føler jeg ofte, at jeg skal undskylde. Som om jeg bør forsvare, at jeg ikke er gået i gang med en videregående uddannelse og at det heller ikke er den vej, jeg ønsker at gå.

Størstedelen af nutidens unge følger ”den lige vej” uden at sætte spørgsmålstegn – fordi det er jo det, der er ”det rigtige” og mest almindelige at gøre. Og jeg har egentlig aldrig tænkt over, at det uddannelsessystem, vores samfund er indrettet efter, på nogle måder er mangelfuldt og ikke kan rumme alle mennesker. Det var først efter gymnasiet, hvor jeg for alvor gik i gang med at undersøge videregående uddannelser, at jeg fik den tanke. Ved at klikke ihærdigt rundt inde på Jobkompasset, tænkte jeg, at jeg burde kunne finde frem til den rigtige uddannelse for mig. Men ingen af de uddannelser, jeg klikkede ind på, føltes som det rigtige, og jeg endte med at sidde tilbage med en følelse af ikke at passe ind. Og det ærgrede mig, for jeg ønsker at lære, at dygtiggøre mig og i min optik er uddannelse vigtigt. Uddannelse er en del af livet, og egentlig uddanner vi os jo hele tiden – på os selv, hinanden og livet. Men vi er alle forskellige og har forskellige behov, interesser og kompetencer. Vi har forskellige måder at lære på og leve på. Derfor kan det ikke forventes, at alles svar på fremtiden findes inde på Uddannelsesguiden.

For mig at se ligger problemet i, at vi har så klar en forestilling om, hvad der er rigtigt og forkert i forhold til uddannelse – og den forestilling ønsker jeg at sætte til debat… måske endda gøre op med. Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke havde lyst til at søge ind på en uddannelse uden at have hjertet med. Så fremfor at presse mig selv for at jeg skulle passe ind under en uddannelse, valgte jeg at lede efter en uddannelse, der passede til mig. Derfor begyndte jeg at søge efter andre muligheder, og det viste sig, at der findes mange andre uddannelser, end dem vi unge lige umiddelbart bliver præsenteret for.

Jeg fandt i min søgning frem til en uddannelsesinstitution, der hedder Institut for Biologisk medicin. Her lærer man om ernæring og sundhed på det holistiske plan. Da jeg læste om den uddannelse, følte jeg, at det var den helt rigtige for mig, og jeg var ikke et sekund i tvivl om, at det var det, jeg havde ledt efter. Heldigvis er hele det holistiske univers ved at være mere anerkendt i vores samfund, end det tidligere har været. Men udfordringen ved at vælge en uddannelse som denne er, at den desværre ikke er så anerkendt, at der er nogen finansiel støtte at hente fra samfundet. Man betaler for at tage uddannelsen, der er ingen ret til SU – og støtte i form af legater, skal man lede længe efter. Jeg synes, at denne problematik er frustrerende, og jeg sætter derfor spørgsmålstegn ved, at en uddannelse som denne skulle være mindre rigtig end en hvilken som helst anden statsstøttet uddannelse. Hvem bestemmer det? Det gør det svært for et ungt menneske som mig, der ikke lige passer ned i ‘mainstream-kassen’! Og jeg er sikker på, at mange unge ikke opfatter en uddannelser som denne som en reel mulighed, omend de har både en personlig og faglig interesse i uddannelsen, på grund af det økonomiske aspekt.

Der er ingen tvivl om, at det er svært for os, der ønsker at gå andre veje. Os der træder udenfor den lige sti. Men jeg mener ikke, at vi skal være så bange for at træde ved siden af. Jeg synes, at det er enormt vigtigt, at tillade sig selv at sætte spørgsmålstegn ved normen og det forventede – og i stedet selv undersøge andre muligheder end de oplagte. Jeg mener også, at vi unge skal holde fast på retten til at studere og sidenhen arbejde inden for det felt, som giver mening for os, som vi i mange år vil kunne fatte interesse for og være gode til, fordi vi fortsat vil være interesserede i at dygtiggøre os og gøre os umage… fordi det er det felt, der gør os glade.

Jeg har altid vidst, at jeg ville gøre en forskel for andre mennesker. At jeg ville hjælpe mennesker og udrette noget stort her i verden, på min egen måde. Og jeg er fuldstændigt overbevist om, at det nok skal lykkes mig. Desværre er det ikke mit indtryk, at særligt mange unge tør tænke uden for de rammer, vores samfund opstiller for os. Der er jo ingen tvivl om, at det stadig er mere anerkendt at være læge, jurist eller skolelærer i forhold til holistisk behandler, yogalærer eller blogger. De mere almene jobs i dag anses som en nødvendighed for, at vores samfund kan køre rundt, og på mange måder er det også rigtigt. Yoga, holistisk behandling og hele sundhedsuniverset anses nærmere som noget, vi selv tilvælger i vores hverdag, fremfor en nødvendighed i vores liv. Alligevel viser flere undersøgelser, at et stigende antal af vores samfunds unge og voksne kæmper med forskellige psykiske lidelser, depressioner og stress. Derfor tror jeg på, at der er brug for sådan nogen som mig, der tør gå imod præstationssamfundet og i stedet brænder for medvirke til at forebygge den triste tendens til blandt andet stress og depression. Det er min motivation til at gå denne vej, for det er her, jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel. Og for mig er det et sådant ønske, et sådant engagement og mål, der bør ligge bag et ungt menneskes uddannelsesvalg.

Når vi står overfor vores valg af uddannelse og vej her i livet, skal vi huske på, at det der er rigtigt for andre, ikke nødvendigvis er rigtigt for os. Så min opfordring til danske unge er, at de ikke skal stille sig tilfreds med det oplagte, hvis ikke det tilfredsstiller dem. Hvis det kræver, at du skal bane din egen vej, så gør det! Drøm stort, tænk ud af boksen, sig det højt! Hvis du er i tvivl, så tag ud og rejs, begå fejl, smid forventningerne væk. Få en masse erfaringer og lad det lære dig noget om dig selv og livet. Jo – selvfølgelig har vi brug for dem, der går den lige vej og tager lange, videregående uddannelser. Men vi har også brug for dem, der ikke gør.

Forhåbentligt vil der en dag i fremtiden være mere anerkendelse og hjælp at hente fra samfundets side til os, der går andre veje. Jeg tror på, at hvis vi fjerner forventninger, pres og tid fra vores beslutninger, vil der være langt større plads til os selv og vores livsglæde. For det er vel det, det hele handler om – at være glad i sit liv? Og glæde er en individuel størrelse, der hverken kan måles i karakterer eller lange uddannelser.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *