Interview: “Man kan uddanne sig hele livet!”

Vi har talt med institutionsleder, Tine Sterup, om det at videreuddanne sig. Uddannelse er ikke nødvendigvis noget, man gør når man er ung. Udddannelseslivet og karrieren stopper ikke med at bevæge sig fremad eller opad, før vi selv ønsker det. Vi kan uddanne os hele livet, og det er vigtigt at huske på, både når man er ung og når man er voksen. Vores samtale med Tine vidner om, at det handler om at stoppe op, når der er behov for det – og at turde, når tiden er rigtig. Læs med og lad dig inspirere, enten til at turde vente eller til at turde tage springet – mærk efter i maven og gør det der er rigtigt for dig!
Hvornår og hvorfor besluttede du dig for at blive pædagog?

»Jeg holdt selv meget af at gå i børnehave, og jeg ville gerne give andre børn samme oplevelse. Jeg havde et ønske om at være med til at udvikle og give børn redskaber med i rygsækken til at klare de udfordringer, de vil møde i deres videre liv. Jeg har siden teenage-årene holdt af at være sammen med børn. Jeg tog faktisk et valg om at arbejde med børn allerede i 7. eller 8. klasse.«

Var du glad for pædgogstudiet?

»Ja, jeg var bestemt glad for studiet! Men der var også sure tid, hvor jeg måtte hanke op i mig selv for at finde gejsten til at fortsætte og ikke give op. I dag er jeg rigtig glad for, at jeg fik gjort uddannelsen færdig. Når jeg tænker tilbage, så er det jo en spændende uddannelse, hvor man får sat teori og tanker på menneskers udvikling og måder at agere på… Og hvorfor de gør, som de gør.«

Hvornår blev du færdig som pædagog og hvornår tænkte du, at du gerne ville noget andet eller noget mere?

»Jeg blev færdig med uddannelsen i januar 2002. I 2008 kastede jeg mig over tillidsmandshvervet og fik kurser om blandt andet ledelse via BUPL. Den viden, jeg fik derigennem, fandt jeg spændende og jeg blev opmærksom på, hvor meget mere min profession indebærer. Jeg var tillidsmand i et par år, indtil jeg i 2010 gik på på barsel med mit tredje barn. Under barselsperioden læste jeg mere om ledelse og blev rigtig interesseret i de elementer, som ledelse indeholder og den betydning ledelse har for både børnene i institutionerne, pædagogerne og andre medarbejdere.«

Hvornår og hvorfor videreuddannede du dig?

»Jeg vendte tilbage til mit arbejde efter min barsel, hvor jeg så blev teamleder i børnehaven, samtidig med at jeg fortsat arbejdede som pædagog. Jeg deltog i den forbindelse i et ledelses-afklaringskursus, og herefter var jeg ikke længere i tvivl om, at det var den vej jeg skulle. Jeg begyndte på en diplomuddannelse i ledelse i efteråret 2015. Det endte med at blive på dette tidspunkt, fordi jeg ikke længere havde helt små børn – og mit familieliv var nået til et punkt, hvor det gav mening og der var plads til det. Behovet for at udvikle mig og lære mere var stort for mig, og det var primært det behov, der gav mig energien til at gennemføre uddannelse.  Efter uddannelsen søgte jeg et job som souschef. Jeg fik jobbet og begyndte den 1.maj 2016 med det formål at få erfaring med administrativ ledelse. Jeg fik mere og mere smag for ledelsesarbejdet og greb chancen, da muligheden for at blive konstitueret leder i Esepebo Børnecenter i november 2017 og fastansat 1. marts 2018.«

Hvad betyder din lederstilling for din hverdag?

»Min uddannelse og min stilling som daglig leder har givet mig en større tro på, at jeg kan meget mere end jeg troede. Det betyder også, at jeg har fået et arbejdsliv, som jeg bedre kan tilpasse mit familieliv.«

»Jeg har dage, hvor jeg oplever det store sus, når alt går op i en højere enhed. Men jeg har da også dage hvor jeg mærker et sug i maven, fordi det hele bliver overvældende og uoverskueligt. Men jeg har erfaret, at det så egentlig bare handler det om at trække vejret roligt ned i maven og løse en opgave ad gangen.«

Hvad tænker du om dit fremtidige arbejdsliv?

»Jeg vil helt sikker gerne læse videre på diplomuddannelsen i ledelse. Jeg tænker, at jeg ikke sidder låst fast, men at tiden nok skal byde på nye muligheder for yderligere udvikling. Jeg er fx ikke afvisende overfor at ‘gå coach-vejen’ på et tidspunkt. Men jeg ved dog, at jeg var vildt nervøs, da jeg skulle begynde på diplomuddannelsen. Jeg var nervøs for, om jeg kunne finde ud af at studere igen. Men det var jo simpelthen så spændende og givende at læse igen. Så det er ikke slut for mit vedkommende. Jeg skal helt sikkert læse videre igen.«

»Mine oplevelser med at videreuddanne mig og påtage mig nye arbejdsopgaver som ledelse har betydet meget for mit liv, mit arbejdsliv og mit selvbillede. En ny verden har åbnet sig for mig. Det fedeste er at kaste sig derud, hvor man ikke helt kan bunde. Det er meget grænseoverskridende, men hold op en sejrsfølelse man får, når man finder ud af, at man kan mere end man tror. Det er fedt at få lov til at udvide sin horisont. Husk; du kan altid lære mere og få ny viden, der ændrer dig og dit syn på verdenen.«

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *