Er julen børnenes fesT?

I Danmark siger vi ofte, at julen er børnenes fest. Hvorfor er den det, hvorfor og hvordan bør den være det?

Er det på grund af de store og mange nissegaver, adventsgaver, julegaver og raflegaver? Eller er det på grund af al det slik, æbleskiver og julesmåkager de må skylle ned med saftevand, sodavand og varm kakao med flødeskum? Eller, er det på grund af al den ekstra underholdning de får serveret i løbet af december i form af tv-julekalendere, arrangementer på skolerne og kalenderlys der skal tændes og private arrangementer med julebag, dekorationsfremstilling og familiejulefrokoster, hvor de må være længe oppe.

Mange danskere siger også, at julen er blevet et vulgært gaveræs, at julen stresser og folk lader sig ruinere i forsøget på at kunne følge med. Det viser sig også hvert år, at vi som nation overgår sidste års forbrug i julemåneden, at mange vælger at rejse til udlandet hele juleferien for at “undgå” det, de føler som et pres – og at mange danskere eksempelvis bliver skilt i december eller begyndelsen af januar. 

Hmm, på hvilken måde er det så, at julen skal være børnenes fest? Her på Skole&Liv mener vi ikke, at det er alle de førstnævnte ting, vi nævnte i denne artikel. Vi mener faktisk, at mange børnefamilier – og unge mennesker for den sags skyld – ligger under for at skulle “nå så meget og så mange oplevelser som muligt”, der minder om jul. I stedet for at nyde det, som julen egentlig kan og er dens kerne, nemlig at dvæle ved den danske hygge for fuld skrue. Den hygge handler nemlig rigtig meget om “bare at være”.

Flere og flere er begyndt at købe færdige småkager, æbleskiver fra frost og færdige adventskranse, i stedet for at skulle stå med alt det selv – oveni to fuldtidsjobs, hundeluftning, sport, lektielæsning, madlavning og alt det andet. Og hurra for den mulighed! Men hvis vi ender med at betale os fra alle julens “praktiske gøremål” for at kunne stesse fra arrangement til arrangement, fra julefrokost til julefrokost og fra gavekalenderindkøb til julegaveindkøb, er vi så ikke lige vidt?

Vi vil foreslå, at man som ung studerende eller børnefamilie vælger, hvilke juleaktiviteter og juleproduktioner man kan lide at deltage i og lave – og så byde ind på dem. Lad være med at tage udgangspunkt i, at I skal nå alle arrangementerne – giv jer selv lov til at prioritere til og fra. Der er nu en gang hverken flere dage eller timer i december måned, end der er i alle andre måneder. Og skal december være “børnenes måned”, så skal der både være tid, rum, overskud og lyst til at glæde sig til det, der kommer, at opleve nærvær når man deltager i julefrokosten eller arrangementet og tid og rum til at fordøje oplevelsen bagefter. Når noget skal være glædelige – ikke mindst for børn – skal det ikke handle om, at man får “sat kryds ved det” – at det skal gennemføres eller overstås. Det handler, med andre ord, ikke om kvantitet, men kvalitet.

Så beslut jer for, eller lad hvert familiemedlem vælge en aktivitet, hvad I gerne selv vil i løbet af december. Vælger I eksempelvis julesmåkage-bagningen til, så køb eventuelt juledekorationerne – medmindre børnene laver dem i skolen. Eller omvendt, tager I en dag ud af kalenderen til at sidde og klippe-klistre og lave dekorationer, så købe den færdige småkagedej eller køb småkagerne hos bageren eller i supermarkedet. Vælger I familiejulefrokosten til, så skal I måske droppe at deltage i idrætsforeningens arrangement i år.

Ingen – og slet ikke børn – kan fordøje så mange indtryk, aktiviteter og mennesker på 24 dage. Så giv jer selv lov til at vælge til og fra – det mener vi er vejen frem i forhold til, at gøre julen til børnenes fest!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *